Nibe Roklubs stærke juniorroer, August Carøe Petersen, der nu er rykket op i U16 klassen med større konkurrence til følge, deltog lørdag i Danmarksmesterskaberne i Kajakergometer, hvor han fik bronze – i to discipliner.
August stillede op i 1000 meter og 200 meter disciplinerne og kvalificerede sig i begge til finalerne, efter de indledende heats. Finalen på 1000 meter lå før 200 meter finalen, og August mente, at hans medaljechancer var størst på 200 meter, så han havde besluttet ikke at gå efter medalje på 1000 meter, men spare kræfterne til 200 meter. August startede roligt ud i 1000 meter finalen og lå bagest i feltet, men kunne så se hvordan han én for én overhalede konkurrenterne. Til sidst lå han til en tredjeplads, og sikrede sig dermed bronze. Der var så endda kræfter til også at tage bronzemedaljen på 200 meter.
Billedet:
August Carøe Petersen (tv.) modtog bronzemedalje for sin præstation, her på 200 meter – efter romakkeren Laurits Hald, guld (Kajakklubben Limfjorden i Lindholm) og sølvvinderen Mailo Karki (Hellerup).
Billede nedenfor (vedhæftet) : August ror 200 meter finale, hvor han coaches af sin far og træner, Anders Petersen.